Vestindisk (1780-81), det Blå (1781-83), det Gule (1777-78) og dobbelte pakhus (Korntørringsmagasinet) (1785-87). Af de fire tilbageværende pakhuse på Toldboden er de tre direkte forbundet til den danske deltagelse i slavehandlen.

De tre første er alle tegnet af C. F. Harsdorff, der var elev af den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin. I pakhuset længst væk fra centrum, Vestindisk Pakhus, hvor Vestindisk Handelsselskab opmagasinerede varer fra Dansk Vestindien. På de danske vestindiske øer (St. Thomas, St. Jan og St. Croix), blev slaverne brugt til at producere bl.a. råsukker, tobak og bomuld, som fragtedes til pakhuset her, før det blev videresolgt. Handlen med de danske kolonier blev gennem størstedelen af perioden, ca. 1650-1850, foretaget af handelskompagnier, der af kongen havde fået særlige handelsrettigheder. Handelskompagnierne var en form for aktieselskaber, som købmænd, adelen og andre velhavende, kunne skyde penge i, i håb om afkast. I dag rummer pakhuset Den Kongelige Afstøbningssamling. Efter det lidt lavere gule pakhus ligger Det Blå pakhus - og efter Amaliehaven, det store dobbelte pakhus. Begge blev opført for Østersøisk-Guinesisk Kompagni, der havde ret til handlen på Østersøen og Guinea (dvs. Afrika). Selvom Østerøisk-Guinesisk Kompagni kun eksisterede i ca. 5 år, nåede det at udsende ca. 35 slaveskibe til de danske besiddelser på ”Guldkysten” i Afrika. Skibene bar endog navn efter nogle af slavehandlens støtter og interessenter: Kammerherre Schack, grev Ernst Schimmelmann, grev Moltke, gehejmeråd Guldberg, grev Thott, grev Bernstorff, m.fl. Det var dog ikke Østersøisk-Guineiske kompagnis afrikanske varer, der opmagasineredes her på Toldboden, men primært korn fra Baltikum, hvorfor det store dobbelte pakhus siden blev kendt som korntørringsmagasinet.

Det Gule Palæ i Amaliegade 18 blev opført 1764-65. Palæet var tegnet af arkitekt Nicolas-Henri Jardin i nyklassicistisk stil, til købmand Henning Frederik Bargum (1733-1800). Bargum havde handlet bl.a. tømmer og tobak, men i 1760'erne begyndte han at interessere sig for slavehandlen mellem Afrika og Vestindien. Han mente, at man i Danmark kunne tjene penge på netop slavehandlen, og i 1765 fik han oprettet et handelskompagni og opnåede monopol på slavehandlen. Alt gik dog galt for slavehandels selskabet og ham: Skibene sank, slaverne gjorde oprør og leverancerne på ”Guldkysten” i Afrika svigtede. I 1774 flygtede Bargum ud af landet – på flugt fra sine kreditorer. I dag bruges huset af Hofmarskallatet.

Det Berckentinske eller Schimmelmannske palæ er tegnet af Johan Gottfried Rosenberg og opført i 1751-1755. Palæet tilhører den første generation af palæer i Frederiksstaden, der blev anlagt under opsyn af kongens dertil ansatte arkitekt Nicolai Eigtved. Grev Berckentin og hans kone boede der dog kun frem til 1763, hvor palæet blev købt af den nytilflyttede Heinrich Carl von Schimmelmann. H. C. Schimmelmann opkøbte i årene herefter en lang række virksomheder, der var en del af den trekanthandel, som foregik mellem Europa, Afrika og Vestindien. Fra Europa blev der transporteret mad, brændevin og klæder fra Schimmelmanns godser samt redskaber og geværer fra Schimmelmanns geværfabrik ved Hellebæk. Ved de danske slaveforter i det nuværende Ghana blev varerne handlet for slaver. Slaverne blev indskibet i særligt indrettede skibe og fragtet til de danske vestindiske øer. I Vestindien blev slaverne solgt og anvendt som arbejdskraft på plantagerne, hvor man producerede sukker og bomuld. H. C. Schimmelmann ejede de fire største danske plantager på de danske vestindiske øer. Efter hans død i 1782 overtog sønnen Ernst (1747-1831) driften af forretningen. Han var aktiv i flere af slavehandelskompagnierne, men også påvirket af tidens humanistiske strømninger. Som finansminister stod Ernst bag den forordning fra 1792, der forbød slavetransporten over Atlanten med virkning fra 1803. Slaveriet var der dog ingen overvejelser om at forbyde. Schimmelmann familien ejede palæet frem til 1884. I 1900 blev palæet købt af Odd Fellow logen, og kendes i dag som Odd Fellow palæet.

Ludvig Ferdinand Rømer (1714-1776) var ansat ved Vestindisk-guinesisk Kompagni. I 1739-44 var han udsendt til Guldkysten, hvor han startede som underordnet skriver, men på grund af den store dødelighed blandt de udsendte, avancerede han hurtigt til en finere og mere indbringende stilling som slavekøbmand. På vej hjem fra Afrika forliste skibet med Rømer ved den norske kyst og hans formue gik tabt. Han tog derfor tilbage i 1746, hvor han fortsatte med at rejse rundt i området og opkøbe slaver. Efter kortvarigt at have været guvernør på den danske fæstning Christiansborg vendte han af helbredsmæssige årsager tilbage til København. Han indgik ægteskab og investerede sine hårdt indtjente midler i Nyhavn 11, hvor han i 1754 oprettede et sukkerraffinaderi. Dette afspejler måske hans gode forretningssans: For hvordan man end vender og drejer det, var det vanskeligt at få handlen i Afrika til at løbe rundt, bl.a. da opretholdelsen af de danske forter og mandskaber var dyr. Den vestindiske handel var langt mere indbringende, og især sukkerhandlen var lukrativ. Fra Vestindien kom tønder med råsukker, der i Europa blev raffineret til det fine hvide sukker, støbt i sukkertoppe. Den lille figur over porten minder om husets fortid, og forestiller en mand med en sukkertop. Rømers toetagers hus med bindingsværk er i dag væk. Det nuværende hus er opført i 1830'erne, mens Rømers tidligere bolig, fæstningen Christiansborg, i dag er embedsbolig for den ghanesiske præsident.

Christianshavn blev anlagt under Christian den 4. i 1600-tallet. Den nye bydel var en del af befæstningen og blev de følgende århundreder den danske søfarts centrum. Her lå bådeværfter, rebslagerier, handelskompagnier, sejlmagere, pakhuse og havnepladser til skibene. Både Vestindisk (senere Vestindisk-Guineisk) kompagni og Østersøisk-Guineisk kompagni havde hovedsæder herude. Begge bygninger er desværre revet ned i dag, men lå hhv. til højre og venstre for Knippelsbro – ca. hvor Udenrigsministeriets og Nordeas bygninger ligger i dag. Også mange af de stadigt eksisterende huse på Christianshavn, blev i 1700-tallet forbundet med den danske slavehandel. Strandgade 24 blev ombygget og forhøjet i 1749. I 1780 blev det købt af englænderen Charles A. Selby, som gennem sin morfar, der var plantageejer på St. Croix, var kommet til Danmark i 1753. I København blev Selby ansat hos William Chippendale, der handlede på Vestindien og havde et sukkerraffinaderi i København. I 1777 dannede Selby sit eget firma og fortsatte med at handle på Vestindien.

Strandgade 26 er opstået ved en sammenlægning af to ældre gavlhuse (som nr. 28), som blev foretaget i 1769 af Gysbert Behagen. Behagen var aktiv i den danske kolonihandel, dog ikke med slaver, men som medlem af direktionen i Asiatisk kompagni. Lidt forbindelse med slavehandlen havde han dog, da han i inde i gården lod et sukkerraffinaderi opføre. Siden blev huset i 1791 overtaget af endnu én af slavehandlens købmænd: Jeppe Prætorius, der videreførte sukkerraffinaderiet og samtidig var aktiv i oprettelsen af firmaet Pingel, Meyer og Prætorius, der i 1786 overtog eneretten til slavehandlen på de danske forter på Guldkysten fra Østersøisk-Guineisk Kompagni.

Strandgade 28 er et af de ældste huse på Christianshavn, opført i 1626. I modsætning til nr. 26 er huset ikke ændret voldsomt, men dog løbende istandsat og tilpasset tidens krav. I 1700-tallets København havde adressen i flere omgange forbindelse til slavehandlen. I 1723 blev huset købt af Philip Gardelin (?-1740), der var ansat i Vestindisk-Guinesisk Kompagni. Efter at være vendt hjem fra de danske vestindiske øer, købte Gardelin huset her i Strandgade – i umiddelbar nærhed af kompagniet, der lå på den anden side af Torvegade (den nuværende Nordea bygning). I 1728 solgte han huset til en bogholder fra kompagniet, og rejste selv et par år senere tilbage til Vestindien, hvor han avancerede til guvernør over St. Thomas og St. Jan. Mens han var guvernør, udbrød et omfattende oprør blandt slaverne på St. Jan. Slaverne havde planlagt oprøret godt og fik hurtigt nedkæmpet de få soldater og sendt plantageejerne og deres familier på flugt. Efter et par mislykkedes forsøg, fik Gardelin efter næsten 6 måneder nedkæmpet oprøret, med hjælp fra udenlandske tropper. Oprøret udstillede at den meget skrappe nye straffelovgivning Gardelin havde indført på øerne nogle måneder før oprøret, ikke havde haft den afskrækkende virkning, han have håbet. Da de europæisk afstammende frie mennesker på øen kun udgjorde ca. 10%, var der stor frygt for, at slaverne kunne finde på at gøre oprør. For selv om slaverne ingen våben havde, var de en mod ti. Gardelin havde derfor indført voldsomme straffe, eks. offentlig brændemærkning, afhugning af lemmer, piskning og hængning, for at overtræde de bestemmelser, der bl.a påbød ”Når negrene møder en blank (”hvid”) … skal negeren gå af vejen og med al underdanighed stå stille, indtil den blanke er passeret” og forbød udøvelsen af traditionel afrikansk magi. Huset var årene 1729-1745 uden relation til kolonihandlen, men var fra 1745-1828 ejet af et tobaksfirma.

Strandgade 46 er opført for skibsbygger Andreas Bjørn (1703-1750) i 1734. Andreas Bjørn var en af periodens største spillere inden for handel og søfart. Bl.a. inddæmmede han et nyt område, hvor han anlagde et værft. Han var desuden medlem af direktionen i Vestindisk-Guinesisk Kompagni. Også efter Bjørns død havde huset forbindelser til slavehandlen. I 1766-1812 var huset ejet af forskellige købmænd, der drev handel på Vestindien, bl.a. føromtalte William Chippendale og Charles Selby.

Området blev oprindeligt kaldt Bjørns holm efter Andreas Bjørn, der inddæmmede og bebyggede området. Både den rød-gule hovedbygning og bindingsværkshuset, der blev opført som medarbejderboliger for de ansatte på værftet i 1730'erne. I den grundmurede hovedbygning boede værftets funktionærer, mens bindingsværkshuset blev brugt som, bolig og værksted for sejlmagerne.

Huset blev opført i 1778 af Hans Caspersen, der var ansat ved Asiatisk kompagni. I 1792 købte købmand Jeppe Prætorius huset, og han fik dermed forbindelse til den danske slavehandel. Som nævnt under Strandgade 26 var Prætorius i årene før en af hovedkræfterne i det sidste egentlige slavehandelskompagni. Deres eneret på slavehandlen blev dog ophævet i 1792, da en kommission, nedsat af finansminister, slavehandler og plantageejer Ernst Schimmelmann (se Bredgade 20), anbefalede en udfasning af slavetransporten. Frem til januar 1803 skulle man fra statens side støtte den danske slavehandel mellem Afrika og Vestindien med fordelagtige lån, m.m., men skibstransporten over Atlanterhavet skulle derefter stoppes. For at få transporteret flest muligt slaver valgte man derfor at frigive handlen. Den fine ejendom Jeppe Prætorius erhvervede samme år, giver dog et fingerpeg om, at han allerede havde nået at tjene gode penge.

Stort set alle husene på Skt. Annægade 8-18 fremstår i dag, som de gjorde det i midten af 1700-tallet. De fleste af dem blev udbygget og ændret i før 1750, undtagen nummer 14, der har rødder tilbage til den tidligste del af Christianshavns historie og er opført før 1635. Listerne over husenes ejere afspejler den store betydning søfarten og kolonihandlen havde for Christianshavn i perioden. Her optræder bl.a. skippere, skibstømmermænd, sejlmagere og rebslagere, der sammen med deres familier beboede dele af huset, mens kældre og kviste gerne blev lejet ud til matroser, sukkerkogere, osv. For 1700-tallets vedkommende springer især de mange skibstømmermænd på ejerlisterne i øjnene. Dette nu stort set uddøde erhverv var dengang betydningsfuldt, fordi træskibene krævede konstant vedligeholdelse. I forbindelse med slavehandlen var skibstømmermandens rolle desuden at bygge ”hylder” i lastrummet, således der blev plads til flere slaver. Hvorvidt slaverne kunne stå oprejst var underordnet...